Hvad er god socialisering af din hund?

Har du også hørt, at det er vigtigt, at din hund bliver socialiseret, da den ellers bliver helt ustyrlig at have med ude på en gåtur – og når den ser andre hunde?

Jeg hører mange hundeejere sige, at de godt ved, at socialisering er super vigtigt – men også, at de er lidt i tvivl om, hvad det egentlig vil sige.
For betyder socialisering kun kontakt med andre hunde? Eller hvad indebærer det egentlig, at din hund er godt socialiseret?

😅 Hvad er socialisering?

Socialisering kan være mange ting, og jeg vil starte med at sige, at det ikke kun handler om nærkontakt med andre hunde – som mange hundeejere fejlagtigt tror.

Socialisering, for mig, er også at din hund er tryg, rolig og lytter til dig i hverdagen – uanset om du tager den med til byen, går en tur ved vandet, den ser andre hunde på en gåtur, eller den er løs sammen med andre hunde.

Her er en liste over, hvad socialisering kan indebære:
  • Miljøtræning i byen

  • At hunden ser på vejarbejde

  • Venter roligt, inden I skal over vejen

  • Går pænt og roligt blandt andre mennesker uden at blive stresset

  • Kan sidde roligt og observere verden omkring sig

  • Går forbi andre hunde uden at skulle hilse

  • Hilser roligt på mennesker

  • Hilser roligt på andre hunde

🐾 Skal din hund kunne være sammen med alle hunde?

Det helt korte svar til det spørgsmål er: NEJ.
Jeg går meget op i at lære mine kunder – og hundeejere omkring mig – at det ikke nødvendigvis er alle hunde, der skal lege med hinanden eller kunne hilse.

Ligesom med os mennesker, så er der bare nogle, vi ikke har kemi med – uden at vi nødvendigvis kan sætte en finger på hvorfor. Det samme gælder vores hunde.
Der er bare nogle, de ikke bryder sig om – hvor kemi, temperament og legestil bare ikke passer sammen.

Derfor mener jeg, det er et urimeligt krav at sætte til vores hunde, at de skal kunne sammen med alle de hunde, vi møder på vores vej.

Hvordan ville du have det, hvis jeg tvang dig til at være bedste venner med alle, du mødte?

Men må din hund så aldrig snakke med andre hunde?

Jo da! Du må gerne lade din hund snakke med andre hunde – også gerne fra den er hvalp.

Men… et meget stort MEN:
Du skal kunne læse din hunds kropssprog, når den hilser på andre hunde.
Virker den presset, glad eller måske lidt for voldsom?
Hvis ikke hilserne foregår på en god måde, kan det nemlig resultere i, at du får en reaktiv hund.

Hvis din hund altid får lov til at hilse på andre hunde, kan det føre til, at den bliver reaktiv (en hund, der springer frem i snoren, gør og trækker hen mod andre hunde så snart den ser dem).
Hvis du belønner en uhensigtsmæssig adfærd ved at give lov til at hilse, så risikerer du, at adfærden udvikler sig og bliver vildere over tid.

Socialisering med andre hunde er vigtigt – især for at udvikle et godt hundesprog – men det skal ske på en god og tryg måde.
Og lige så vigtigt er det, at din hund lærer blot at observere andre hunde og oplevelser i nærmiljøet – uden at skulle reagere.

📖 Vil du lære endnu mere om hundetræning, aktivering og et stærkt samarbejde med din hund?
Du finder masser af gode træningstips og øvelser i min bog Klog som en hund, hvor jeg guider dig til at skabe en glad, samarbejdsvillig familiehund.

Træning skal være en tryg og succesfuld oplevelse for både dig og din hund. Sæt derfor din hund op til succes, og pas på med at presse den for hurtigt.

💡 Mini-guide: Den beroligende bænk

Du får her min mini-guide til en super vigtig øvelse, som du kan lave på alle gåture – nemt og hurtigt – og samtidig lære din hund at observere verden og forholde sig i ro.

👉 Lad os komme i gang med at træne øvelsen den beroligende bænk!
Hvad skal du bruge?
  • Lækre godbidder
  • En klikker eller et verbalt signal som fx “Dygtig!”
Sådan træner du  den beroligende bænk:
  1. Start med at lære sit
    • Hvis din hund ikke allerede kender øvelsen “sit”, kan du finde en guide til det her.

    • Når din hund kan sætte sig på kommando – også på gåture – er du klar til trin 2.

    • Du skal nu sikre dig at din hund også kan sidde når du beder den om det på gåturen, når den kan det, skal du gå til trin 2. 
  2. Find et bænk, sten eller træstub
    • Sæt dig et sted, hvor der ikke sker alt for meget. Det er vigtigt, fordi mange hunde synes, det er lidt underligt, at de bare skal sidde og “ikke lave noget”, når I ellers plejer at være i bevægelse.

    • Få din hund til at sidde eller lægge sig ved siden af dig. I det øjeblik den sætter sig/ligger sig, giver du den en godbid og roser den. Gentag dette ved langsomt at forlænge tiden der er mellem din hund får godbidder,  og indtil din hund forstår, at den bare skal være ved siden af dig i ro.

  3. Forstærk  for at observere 
    • Forlæng langsomt tiden, din hund skal sidde, før den får sin godbid. Hvis den rejser sig eller går væk fra bænken, tager du let i snoren og guider den tilbage. Når den sætter sig igen, slipper du presset og belønner med en godbid.

    • Nu skal din hund lære at observere verden omkring sig – uden at gøre noget ved det.

      Så snart din hund kigger på noget (en cyklist, en forbipasserende, en anden hund) og bliver siddende, klikker du eller siger “Dygtig!” og giver en godbid i retningen af det, den kigger på. Gentag med alle typer af forstyrrelser.

🧠 Vigtigt at huske!
  • Forestil dig en usynlig boks ved siden af bænken, hvor din hund skal være, indtil du beder den om noget andet.

  • Beløn hver gang den kigger på noget og bliver rolig – det lærer den at observere uden at stresse op.

🎯 Bonus: Hvad hjælper øvelsen med?

Denne øvelse styrker både:

  • Hundens impulskontrol

  • Hundens ro i miljøer med mange distraktioner

Og så giver det en fantastisk rolig energi mellem dig og din hund på gåturen 🐾💛

Her ser du en hund som viser super fin ro, og blot står fint ved siden af og observer de ting der kommer forbi den.