Sådan forbereder du din hund til et stressfrit besøg hos dyrlægen

Vidste du at mange hunde lider af nervøsitet eller angst i forbindelse med besøg hos dyrlægen?

I dette blogindlæg vil jeg gennemgå følgende emner:

  • Hvordan kan man identificere, om ens hund er nervøs eller bange?
  • Hvorfor er det vigtigt at forebygge og håndtere hundens angst for dyrlægebesøg i stedet for blot at behandle symptomerne?
  • Hvordan kan man hjælpe sin hund med at have en positiv oplevelse hos dyrlægen uden brug af medicin?
Hvis du oplever store udfordringer med din hund i forbindelse med håndtering, så tøv ikke med at kontakte mig, så vi i fælleskab kan give din hund den bedste oplevelse med håndtering i fremtiden.  

Hvordan kan du se at hunden er nervøs eller bange?

Fra naturens side er hunden i stand til at skjule tegn på nervøsitet eller angst, da dette kan gøre den sårbar. Dette gør det udfordrende for os mennesker at opdage de små signaler, som vores hunde viser, når de føler sig utrygge.

Det er derfor af stor betydning, at vi nøje iagttager vores hunde, når de udsættes for potentielt skræmmende situationer, såsom et besøg hos dyrlægen. Dette er en situation, hvor hundens grænser let kan overskrides, da det kan være nødvendigt at udføre specifikke undersøgelser for at sikre hundens sundhed og trivsel. Det årlige sundhedstjek er en vigtig begivenhed, hvor dyrlægen kan vurdere hundens sundhed og yde den nødvendige behandling, og det er afgørende at sikre, at hunden føler sig tryg og komfortabel under undersøgelsen.

Kropssprog din hund udviser der kan betyde den er stresset/nervøs: 

  • Øjne (blinker, stirre, kigger væk)
  • Kroppen (lænes forover, sænket hoved, ryster, rejste børster) 
  • Øre(peger bagud, eller nedad)
  • Hale (lav, logre kort fra side til side) 
  • Munden (korte mundviger, halser meget, “smiler”)
  • Slikker på næse
  • Gaber
 
Det er vigtigt at huske på, at disse signaler skal ses i en kontekst, der tager højde for hundens race og individuelle adfærd. Jeg vil stærkt anbefale bogen “Doggie Language” af Lili Chin, som illustrerer hundens kropssprog på en letforståelig måde og kan hjælpe med at forstå, hvad din hund prøver at kommunikere med dig, både i de svære og sjove situationer. 

Hvorfor er det vigtigt at forebygge og håndtere hundens angst for dyrlægebesøg i stedet for blot at behandle symptomerne?

For at opnå den bedste mulige hjælp til vores hunde er det afgørende, at vi undersøger, hvordan de reagerer i andre situationer end blot på gåture eller hjemme i vores egne huse. Når en hund har haft en negativ oplevelse, husker den denne oplevelse bedre end positive oplevelser, og det er derfor nødvendigt at styrke hundenes mentale tilstand ved hjælp af håndteringsøvelser for at undgå situationer, hvor hundens grænser overskrides. Det er en udfordring at få hunden til at fravige de negative oplevelser og overbevise den om, at der ikke vil ske noget ubehageligt eller truende under et besøg hos dyrlægen, hvis den først har haft en sådan erfaring.

Hvis vi blot behandler symptomerne og giver godbidder og roser hunden, når den er hos dyrlægen, øger vi risikoen for at overskride hundens grænser næste gang, den skal til dyrlægen. Jo flere gange vi overskrider hundens grænser, jo voldsommere kan dens reaktion blive. Hunden kan starte med at halse meget, dernæst ryste, knurre og til sidst snappe. Det er vigtigt at understrege, at det er ikke hensigtsmæssigt at skælde hunden ud, hvis den siger fra ved at knurre eller prøve at komme væk, da dette er dens måde at fortælle, at man skal tage det langsomt og at den føler sig utryg. Vi risikerer ellers at ende i en situation, hvor hunden bliver mere aggressiv og i stedet direkte bider for at få dyrlægen eller os til at gå væk. I stedet bør man arbejde med frivillig håndtering af hunden, så den langsomt og positivt lærer, at håndtering er en sjov og positiv oplevelse.

Det er derfor vores ansvar som hundeejere at gøre alt, hvad vi kan for at beskytte vores hunde både fysisk og mentalt. Det inkluderer også at lytte til og observere hundens signaler og reaktioner, og hvis det betyder, at dyrlægen skal tage en pause eller give en ekstra godbid, så er det vigtigt at gøre det. Dyrlægen og veterinærsygeplejerskerne har også et ansvar for at sikre deres egen og hundens sikkerhed.

Hvordan kan man hjælpe sin hund med at have en positiv oplevelse hos dyrlægen uden brug af medicin?

Når jeg fremhæver at mange hunde oplever nervøsitet og stress ved besøg hos dyrlægen, er det baseret på mine egne erfaringer og samtaler med forskellige dyrlæger, jeg har samarbejdet med eller talt med gennem årene. Adskillige hunde viser tegn på stress ved besøg hos dyrlægen, og nogle har endda behov for medicin for at kunne håndtere situationen.. Som træner gør det mig utrolig trist at se, men jeg har også bemærket en stigende opmærksomhed fra både dyrlæger og hundeejere på dette problem i de senere år.

For at dyrlægerne kan udføre deres arbejde korrekt og med størst mulig præcision, er det afgørende, at hundene ikke er for stressede, når de skal undersøges. Derfor er jeg en stærk tilhænger af at arbejde med håndtering og helst frivillig håndtering af hunde allerede fra de er helt små. Dette betyder dog ikke, at det er umuligt at lære det senere i hundens liv, men en dårlig oplevelse kan have stor betydning for hundens trivsel og tryghed, i forhold til de mange positive oplevelser, den kan have haft gennem tiden.

Hvis man investerer tid og træning i at øve håndtering og praktiske øvelser, som kan bruges i forbindelse med dyrlægebesøg, kan det gøre en kæmpe forskel for vores hunde og dyrlægernes arbejde. I det følgende afsnit vil jeg derfor komme med anbefalinger til øvelser, som jeg mener er vigtige at træne med vores hunde, uanset om de allerede er glade for at besøge dyrlægen eller ej, og uanset om de er hvalpe eller voksne.

Øvelser

Hvis du ikke har haft mulighed for at læse mit tidligere blogindlæg om klikkertræning, vil jeg anbefale dig at tage et kig på det. Klikkertræning kan bidrage til en hurtigere og mere positiv udvikling i træningen.

Husk at hvis du oplever store udfordringer med din hund i forbindelse med håndtering, så skal du ikke tøve med at kontakte mig, så vi i fælleskab kan give din hund den bedste oplevelse med håndtering i fremtiden.  

 

5 Sekunders reglen

5-sekunders-reglen er den første øvelse i træningen af frivillighed hos hunde. Målet med øvelsen er at lære hunden at vælge eller fravælge berøring fra sin ejer. I eksemplet bruges poten som det sted, hvor træningen finder sted, men det kan være enhver del af hundens krop.

Fremgangsmåde: Placer din hånd på hundens pote i 5 sekunder. Hvis hunden flytter poten, så holder du hånden på poten i 3 sekunder. Hvis hunden bevæger poten inden de 3 sekunder, kan det være, at du kun skal holde hånden på i 2 sekunder eller mindre. Hunden skal lære, at det betaler sig at holde poten stille, da dette udløser en klik-lyd og en godbid. Når du har holdt hånden på poten i x antal sekunder, klikker du og fjerner hånden fra poten, hvorefter du giver hunden en godbid. Gentag denne proces, indtil du kan sidde med hundens pote i hånden, uden at den flytter poten væk

One reply on “Sådan forbereder du din hund til et stressfrit besøg hos dyrlægen

Comments are closed.